Kære læser
Hvis du har fundet frem til vores lille hjørne af internettet og blogland, skal du være så hjertelig velkommen.
Allerførst vil jeg fortælle lidt om min familie og ideen bag denne blog.
Min familie består af en mor - som er mig. Jeg hedder Kristina, er en årgang 1983, lærerstuderende og med et lille hobbyfirma ved siden af. Desuden har vi en far, Martin, som er årgang 1981, mekaniker og vores 2 dejlige unger, Katrine fra 2007, samt Simon fra 2009. Vi har derudover en hund, Mille, som i ny og næ er med på tur og vores base er et skønt lille bondehus på nordfyn.
Ideen til bloggen opstod på årets sommerferie. Turen gik til Gedser og vi var på mange ture. Hver aften skrev jeg ned hvad vi oplevede, som et lille minde til børnene, men da vi havde besøgt Bonbonland første gang, fik jeg ideen til at gøre det endnu mere detaljeret og lave en blog, med vurderinger af de steder vi har besøgt og besøger i fremtiden.
Ganske simpelt er vi en familie der tager ud og oplever rigtig meget, hvilket jeg føler kvalificerer os til at vurdere de steder vi komme på en saglig og fair måde og mit håb er at kunne give erfaring, tips og ideer videre til andre børnefamilier, der gerne vil ud på tur, men ikke lige ved hvor de skal tage hen.
Så langt så godt - nu er vi hjemme fra ferien, bloggen er oprettet og jeg kan så småt begynde at renskrive mine noter fra ferien og lægge dem på.
Rigtig god fornøjelse med såvel bloggen, som at opleve Danmark.
Venligst
Kristina
Ingen kommentarer:
Send en kommentar