Søndag d. 8. juli 2012
Vi pakkede børnebussen til bristepunktet, inden vi tog afsked med misserne og huset. Vi anede ikke hvad der ventede os, hverken vejrmæssigt eller noget andet, for vi var på vej afsted til en ny og spændende destination, så alt var pakket, for at vi ikke skulle mangle noget. Tøj til varmt vejr, tøj til koldt vejr, legetøj til børnene, vaskepulver, toiletpapir og alle de mange ting som man ofte har brug for i et sommerhus, men aldrig kan vide på forhånd om man finder der. Der var ikke meget ledig plads i bilen, da 4 mennesker og 1 hund steg ombord og så manglede vi endda vores 6. passager og hendes bagage..
Efter en lang tur over Fyn og Sjælland, ankom vi til sommerhuset omkring kl. 19. Vi var glade for at vi havde affodret børnene i bilen, for når man ankommer til et nyt sted, er det vigtigt at tage det med ro og lade børnene udforske alt det nye, det har vi i hvert fald erfaret gennem tiden.
Børnene indtog da også både sommerhus og have med det samme og Mille kom ud i haven, hvor hun blev sat fast i den medbragte pløk og wire, så hun kunne gå på opdagelse i haven og tisse af, men uden at kunne stikke af eller jagte andre dyr. Vi havde medbragt en hundeflaske på turen, som hun havde fået af et par gange og den stillede vi også frem til hende nu, så hun kunne se at nu skulle vi være her, så forholdt hun sig roligt, mens børnene udforskede og vi tømte bilen.
Selvom vi havde medbragt det meste, besluttede mor og tante Sophie at køre ned og handle ind, mens far, Katrine og Simon pakkede lidt ud. Det gav børnene et åndehul at det ikke straks var sengetid efter ankomsten. Sengene blev redt og da mor og tante Sophie returnede, var det sengetid for de mindste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar