Mandag d. 9. juli 2012
Dagen var ikke voldsomt interessant, men til gengæld var den meget vigtig. Vi stod tidligt op, men tilbragte hele dagen i sommerhuset, for med små børn har vi erfaret at det er vigtigt at give dem en mulighed for at falde til og tilpasse sig den nye base,
ellers vil de hurtigt kunne frustreres når de har været ude at opleve hele dagen og kommer hjem til et sted de ikke føler sig knyttet til. Derudover var det jo rart bare at geare helt ned og bruge dagen på at pakke ud.
Hen ad eftermiddagen var vi en tur på stranden. Mille trængte til at gå tur og børnene skulle krudtes af, så den smukke tur gennem sommerhusområdet var tiltrængt.
Der var ikke langt til stranden, hvor vi samlede sten og gravede i sandet, indtil et lurende regnvejr fik os til at vende tilbage til sommerhusets hygge og varme.
Til aftensmad fik vi rigtig børnemad - pasta og kødsovs - noget velkendt for børnene, samt noget nemt at lave for de voksne. Herefter satte vi en god familiefilm på dvd'en og sad og råhyggede med tæpper i sofaen, inden det blev tid til at smutte i seng.
Nu var basen indviet og vi var klar til at indtage verden, den næste dag.
Jeg fandt computeren frem, da børnene var lagt og tilrettelagde en plan over de ting jeg kunne forestille mig at vi skulle se den næste dag, hvor vi uden tvivl ville vågne friske og udhvilede efter en afslappende dag og en god nats søvn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar